Behandling af Hovedpine

– hovedpine…  kroppen prøver at fortælle dig noget

 Hovedpiner er de mest alm. symptomer, man oplever i dagens Danmark. Og aldrig spises der så meget smertestillende, som netop nu. Det er desværre blevet helt almindeligt, at spise piller imod smerter.

Rigtig mange kan selvfølgelig ikke komme igennem dagen uden piller, da smerterne er for kraftige. Det kan der være mange grunde til og her er smertestillende en god og nyttig ting.

Men mange tror at pillen er den eneste vej, når man har ondt.

Det man skal tænke over er, når vi har ondt i hverdagen, hovedpine eller ej, er det kroppens måde at fortælle os, at der er noget galt. Noget som kræver DIN opmærksomhed. Her er det ikke meningen at man skal spise piller, for at fjerne symptomerne. Næ, man skal nærmere kigge på, hvad der er skyld i, at man har fået hovedpinen. 

Jeg har gode erfaringer med behandling af hovedpine i Århus, lige ved ringvejen.

 

Typiske cases i klinikken

Spændingshovedpine

Spændingshovedpine er den mest almindelige hovedpine i Danmark. Den vil typisk mærkes i begge sider af hovedet og føles som en trykken af mild til moderat intensitet. Den kan føles som om der sidder en ring rundt om hovedet der strammes. Der kan være lys og lyd følsomhed forbundet med hovedpinen.

Der vil som regel ikke være forværring af hovedpinen ved fysisk aktivitet som f.eks. at gå på trapper eller cykle. Dvs. man vil kunne klare sine daglige gøremål, men med nedsat energi og overskud. Nogle gange kan det ligefrem løsne hovedpinen ved at få bevæget sine nakke og skuldermuskler. 

Hvorfor man får ondt i hovedet af spændte muskler ved man ikke, kun hvilke muskler som kan være i spil. Her gælder det både nakke muskler, hals muskler og kæbemuskler.

 

Migræne

Migrænehovedpine mærkes typisk kun i den ene side af hovedet, og smerten vil være af moderat til svær intensitet samt dunkende. Ofte har man brug for at hvile i et mørkt stille rum.
Der findes to varianter: Migræne med eller uden aura, hvor aura er de særlige symptomer, der optræder inden migrænehovedpinen.

Ved migræne kan hovedpinen ofte være ledsaget af kvalme, opkastning og almen utilpashed. Almindelig fysisk aktivitet forværrer smerten, ligesom skarpt lys og høje lyde også virker stærkt generende.

Ved migræne med aura er de typiske aurasymptomer synsforstyrrelser i form af dobbeltsyn, ”flimmer”, pletter, linjer eller synstab og et tåget syn, prikken/stikken eller nedsat følesans i en arm, et ben eller i den ene halvdel af ansigtet. Man kan også have forbigående tale- eller sprogforstyrrelse og svimmelhed. Selve hovedpinen, som oftest er mildere, starter under aurasymptomerne eller inden for en time efter deres ophør.
Man kender ikke den præcise årsag til migræne, men for migræne med aura har man fundet, at der sker en sammentrækning af nogle af hjernens kar under aura-fasen.
Der ses en tendens til migræne i familier, og anfaldene kan starte allerede i barneårene.

Klyngehovedpine (Hortons’s hovedpine)

Klyngehovedpine, der er mere sjælden end migræne, optræder hyppigst hos mænd. Smerterne er yderst intense, brændende og borende, altid halvsidet og lokaliseret omkring pande, tinding og øjenområde. Under anfaldene optræder der ofte rødme og tåreflåd i det smertende øje, og der kan også være hævet øjenlåg, lille pupil, løbende næseflåd og eventuelt svedudbrud i panden.

Smerterne optræder oftest i ”klynger” af 1-3 måneders varighed, men der findes også en kronisk form, hvor smerterne er tilstede næsten hver dag året rundt. Det enkelte anfald varer ofte 1 time, og der kan være 1-8 anfald pr. døgn. Årsagen til anfaldene kendes ikke.

Hormonel hovedpine

Kvinder kan i forbindelse med deres menstruation godt opleve hovedpiner, som må kendetegnes som en hormonel årsag.

Mangel på næring

Vi kender alle det, at mangel på vand, kan give ondt i hovedet. Men få ved, at forkert kost også kan udløse det. Lever man eksempelvis af “de hvide fødevare” (ris, mel, pasta, sukker, mælk osv…) kan dette være med til at skabe en slimtilstand i kroppen, hvor en af bivirkningerne er hovedpinen. Denne vil typisk sætte sig i panden. 

Andre typer hovedpiner

Traumer og skader som har forårsaget hovedpiner er svære at komme til livs. Man kan måske hjælpe til at få en hverdag til at hænge sammen, men det er i mange tilfælde ikke muligt at fjerne den helt.

 

Hvad består en behandling af 

 

Som tidligere nævnt, starter behandlingen med en kort samtale, hvor jeg sporer mig ind på hvor jeg skal starte min behandling og hvilke redskaber jeg vil bruge. Jeg vil altid forventningsafstemme med klienten, både forventede antal behandlinger, samt behandlings metoder.

Jeg bruger typisk massagen, øreakupunktur og KST til spændingshovedpine. Akupunkturen til de øvrige hovedpiner.